Erinyerne forfølger Orestes, billede fra 1921

Erinyer (græsk: Ἐρῑνύες "de mørke"^[1]) var i græsk mytologi de arrige, ktoniske hævngudinder, der tog grusom hævn på mennesker, hvis de begik uret eller svor falsk ed.^[2][3]

En besværgelse i Illiaden tiltaler dem som "Erinyer, dem som under jorden hævner sig på dem, der svor en falsk ed".^[4]

De var ældre end de olympiske guder og boede i underverdenen Erebos. De bar pisk til afstraffelse og deres ofre led en smertefuld død. De kunne også straffe offeret med vanvid. Deres antal varierede, mens den romerske digter Vergil beskrev tre af dem med navne i sit epos Æneiden:^[5]

• Alekto ("uophørlige, aldrig hvilende"),


• 
  Megære ("jaloux vrede"),


• og Tisifone eller Tilfousia ("hævngerrig ødelæggelse").

De havde vinger og afbildes ofte med slange-hår og helt omviklet af slanger. Forfattere beskrev dem også med hundehoveder, flagermusvinger og udspilede øjne. Hesiod mente, at de blev skabt af Uranos' bloddråber, da han blev kastreret af Kronos, men ældre myter fortalte, at de kom fra deres moder, den oprindelige nattegudinde Nyx, eller kom fra foreningen mellem jordgudinden Gaia og luftguden Æter.^[6][7]

I Orestien bliver de vækket af Klytamnestra for at jage og dræbe Orestes, der myrdede sin egen mor. Han undslipper dog takket være gudinden Athene, og Erynierne er arrige. Athene beroliger dem ved at tilbyde dem at blive byens Athens beskyttere og at i stedet for blodig hævn, kan de udøve retfærdighed. Hun skifter også deres navn til Eumeniderne, der betyder "de venlige".^[8] Athene bestemmer også, at fra nu af skal alle forbrydelser foran en domstol i stedet for simpel blodhævn.^[8]

I romersk mytologi svarer de til Diraerne og Furierne. En romersk digter, Marius Servius Honoratus skrev, at under jorden var de kendt som Eumeniderne, på jorden som Furierne, og i himlen som Diraer (gudernes vrede).^[9][10]

Kildehenvisninger |