Satyr

For alternative betydninger, se Satyr (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Satyr)

Denne artikel eller dette afsnit er forældet

Se artiklens diskussionsside eller historik.

Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.

Formatering

Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

En lumsk satyr lister sig ind på en mænade – Koppen kan ses i Nationalmuseets Antiksamling i København. Drikkekop, ca. 450 f.Kr.

Satyrer, græske fabelvæsener, skovdæmoner, mænd med hesteben og -hale, der ledsager vinguden Dionysos og jagter nymfer og mænader.

Satyrerne er en del af Dionysos’ følge, og de ses derfor ofte med en kop i hånden i færd med at drikke, danse og spille på tamburiner og fløjter. Men de kunne også være udstyret med en harpe, der tvang alle, der hørte den til at danse til de segnede, så satyrerne kunne udplyndre dem.

Et tykvægget vinkar af gulligt ler, med en munter liggende satyr på randen. Fra Korinth, ca. 570 f.Kr. Vinkarret kan ses i Nationalmuseets Antiksamling i København.

I antikken var satyrerne velkendte væsner. De er afbildet på græsk keramik, på skulpturer, i malerier og på mosaikker. Og deres udseende er meget karakteristisk; runde opstopper næser, spidse ører, små horn – eller hornlignende fremspring, hale som minder om en heste- eller gedehale, og krøllet hår med kranse der omfatter deres skaldede isser og så kan de have thyrsos-stave.

I romersk mytologi havde satyrerne (faunene) menneskekrop, og var udstyret med en hests ører og hale.

Ved Den Store Dionysos fest i marts-april måned i Athen samledes hele byen, og et af de vigtigste elementer var netop skuespil. Alle skuespillerne var mænd, de bar masker og kunne på den måde spille flere roller. Festen varede i fem dage. Og de sidste tre dage blev der opført de såkaldte satyrspil, hvor mænd udklædte sig i satyrkostymer.
Euripides’ – Kyklopen – er det eneste fuldstændige satyrspil, som vi kender til i dag. I moderne tid, 1912, fandt man omkring halvdelen af Sofokles' Sporhundene i en Ægyptisk papyrus, og senere ganske meget af Aischylos' Netfiskerne.

Galleri |

Praxiteles: "Lænende satyr"

Medlemmer af koret i et satyrspil eller en farce. Skuespillerne bærer dyremasker og holder forskellige dyr i armene. Terrakotta. 450-400 f.Kr. Fra Aigina og Boiotien

I 1991 lavede Nationalmuseet en lille udstilling om satyrer. Satyrer er – som man kan se af billedet – ofte afbildet på græsk keramik, som blev anvendt i de græske drikkegilder - de såkaldte symposier.

En etruskisk vandkrukke med to dansende satyrer og en mænade. Ved siden af satyrerne står en sfinks. Malet af den etruskiske Micali-maler, ca. 520-500 f.Kr. Vasen kan ses i Nationalmuseets Antiksamlig.