Folkekirken er den danske statskirke og det største kirkesamfund i Danmark.

1. januar 2019 var 74,7 pct. af befolkningen registreret som medlem af Folkekirken.^[1][2] Endvidere er et ikke opgjort antal danskere bosiddende i udlandet også medlem af folkekirken.^[2]

Folkekirken styres lokalt af menighedsråd valgt af medlemmerne i et sogn, underlagt provstier, stifter og kirkeministeriet. Der er 10 stifter i Danmark og ét for Grønland. Stifterne ledes af biskopper. Rammerne er fastlagt af Folketinget via lovene. Forholdet til staten er fastlagt i grundloven, men der er ikke enighed om, hvorvidt folkekirken er en egentlig statskirke. Folkekirken har ingen centrale organer, som bestemmer kirkens holdninger, hvorfor mange retninger inden for luthersk kristendom er repræsenteret. Biskoppen kan dog lave retningslinjer for det enkelte stift. Biskopperne mødes til uformelle bispemøder men udgør ikke et samlet organ.

Altertavle. Kors

Folkekirken bygger på den evangelisk-lutherske lære, som blev indført ved reformationen i 1536. Indtil da var Danmark officielt romersk-katolsk. De lutherske kirker er fremherskende i Norden, Nordtyskland, Estland, Letland, dele af USA og Namibia. Folkekirken indgik i 2010 i Porvoo-fællesskabet sammen med andre lutherske og anglikanske kirker. Luthersk kristendom regnes med til protestantismen.

Historie |

Roskilde domkirke, alter.

Indtil gennemførelsen af den lutherske reformation i Danmark i 1536 havde den romerskkatolske kirke nydt stor autonomi og været økonomisk privilegeret. Med indførelsen af reformationen blev kirkernes og klostrenes jorde underlagt kongemagten, og der blev oprettet en statskirke med kongen som den øverste myndighed. Kongens magt over Kirken blev yderligere styrket i forbindelse med indførelsen af enevælden i 1660.
Indtil 1849 var der forbud for etniske danskere imod at konvertere til et andet trossamfund^{[kilde mangler]}. Den lutheranske kirke var dog ikke den eneste tilladte religion i Danmark, eftersom Den Katolske Kirke i Danmark, Det mosaiske trossamfund og Den Reformerte Kirke blev anerkendte trossamfund ved kongelige resolution i 1682^[3]. Ved Grundlovens vedtagelse i 1849 blev der indført religionsfrihed, og i den forbindelse valgte man at benytte udtrykket folkekirke for at understrege, at kirken var i overensstemmelse med folkets flertal^{[kilde mangler]}.

Begrebet "folkekirke" hævdes at stamme fra den tyske teolog og filosof Friedrich Schleiermacher eller kan være Grundtvigs sprogbrug for "nationalkirke".^{[kilde mangler]}

Ifølge Grundlovens § 66 skal folkekirkens forfatning ordnes ved lov, en såkaldt løfteparagraf. Der findes forskellige love, som regulerer specifikke forhold inden for folkekirken, men der er aldrig lavet en samlet lov om kirkens styreform og indre forhold. Emnet har til stadighed været diskuteret, idet nogle ønsker centrale organer i folkekirken, f.eks. en central synode eller folkevalgte stiftsråd. Der er fire gange blevet udarbejdet forslag til en Kirkeforfatning, senest 1929, men hver gang har Folketinget afvist gennemførelsen^{[kilde mangler]}.
Både internt i Folkekirken og i Folketinget er emnet kontroversielt. Tilhængerne af en reform nævner demokratisering og medlemsindflydelse, kirkens mulighed for at tale med en samlet stemme, og at en kirke ikke bør være underlagt politisk styring. Tilhængerne af status quo hævder, at et kirkeligt selvstyre risikerer at føre til politisering, skade kirkens bredde (der er traditionelt plads til både grundtvigianere og Indre Mission), at den nuværende ordning fungerer udmærket, og at et selvstyre kan føre til total adskillelse af kirke og stat.

Medlemskab, gudstjenestedeltagelse og dåbstal |

1. januar 2019 var 74,7 % af befolkningen i Danmark medlem af Folkekirken.

En undersøgelse i 2008 viste at ca. 2,4 % af danskerne går til gudstjeneste på ugentlig basis.^[4]

Folkekirkens medlemsandel er faldet med ca. 9,6 procentpoint siden 2002 hvor 84,3 % af befolkningen var medlem af Folkekirken.^[5] Hvis man alene kigger på den del af den danske befolkning, som har dansk oprindelse, er faldet mindre markant. idet der her er sket et fald i andelen, som er medlemmer af Folkekirken fra ca. 90 % i 2002 til 85,9 % i 2017.^[5] Størrelsen af faldet i Folkekirkens relative medlemsandel af befolkningen må primært tilskrives demografiske ændringer med en større andel af befolkningen med udenlandsk familiebaggrund (indvandring).^[6][7][8][5] Blandt indvandrere og efterkommere af indvandrere er andelen af medlemmer af Folkekirken endvidere faldet fra ca. 16,5 % i 2002 over ca. 11 % i 2011^[6] til ca. 8,8 % i 2017.^[5][9] Disse tal fortæller ifølge religionssociolog Peter Lüchau, at Folkekirken har godt styr på sine medlemmer.^[5]

I 2009 udgjorde indvandrere ca. 1 % af Folkekirkens samlede medlemsskare.^[10], og hvad angår indvandreres aldersfordeling, så viste tal fra 2011, at kun i aldersgruppen af indvandrere over 75 år, var mere end 50 % af aldersgruppen medlemmer af Folkekirken.^[11] Blandt indvandrere fra andre nordiske lande, samt indvandrere fra lande, med store evangelisk-lutherske kirkesamfund som f.eks. Tyskland og Holland er der faktisk ifølge tal fra 2009 tale om en ganske pæn medlemsprocent af Folkekirken, når sammenlignes med indvandrere fra andre lande.^[10]

Mens næsten 90 % af de, der dør, er medlemmer af Folkekirken, er dåbsprocenten (procentdelen af en børneårgang, der bliver døbt, inden de fylder 1 år) i 2016 nede på ca. 62 % af en årgang.^[2]

Den højeste medlemsandel af befolkningen (1. januar 2016) finder man i Vester Alling Sogn med 97,3% (97,2% i 2015), mens den laveste medlemsandel findes i Tingbjerg Sogn med 14,3% (14,7% i 2015).

Københavns Stift har den laveste medlemsandel, idet kun 58,1 % af indbyggerne er medlem af Folkekirken (1. januar 2017).^[2]

Man bliver medlem af folkekirken ved dåben eller ved senere indmeldelse på baggrund af dåb foretaget i et andet kirkesamfund. Borgere, der for første gang indrejser til Danmark, kan også efter eget ønske lade sig registrere som medlem af Folkekirken. Nærmere bestemmelser omkring medlemskab og ophør af medlemskab af Folkekirken er reguleret efter “Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken fra 4 Februar 1992^[12], i henhold til §4 i medlemskabsloven fra 1991.

Udmeldelse af Folkekirken er ligeledes reguleret via medlemsloven fra 1991. Man kan udmelde sig ved skriftlig henvendelse til bopælssognet, eller ved at bruge onlineservicen www.afmeldkirkeskat.dk. Er den, der ønsker udmeldelse, under 18 år, kræves forældrenes samtykke. 20,2 % af Folkekirkens medlemmer var pr. 1. januar 2013 under 18 år gamle.^[13]

Derudover bliver man udmeldt, hvis man tilslutter sig et trossamfund udenfor Folkekirken. Desuden kan man ekskluderes fra folkekirken ved at stille sig uden for folkekirkens bekendelsesgrundlag. Siden indførelsen af medlemsloven i 1991 er et medlem blevet indstillet til eksklusion af Folkekirken, nemlig kirketjener Steen Ribers fra Skt. Andreas Kirke i Københavns Stift. Sagen er kendt som Ribers-sagen og blev afsluttet ved domsafsigelse i Højesteret i 2005, hvor Steen Ribers fik medhold, idet Højesteret erklærede eksklusionen ugyldig.

Over 40.000 bliver døbt i Folkekirken om året. I 2016 var dåbstallet 42.026, en stigning på 1.951 dåb eller ca, 4,9% i forhold til året før.^[14] Stigningen i dåbstallet ser ud til at forsætte, idet der i 2018 blev foretaget 42.335 dåb i folkekirken.^[15]

Antallet af indmeldelser i Folkekirken steg ifølge de nyeste opgørelser med ca. 2,5% fra 2015 til 2016, svarende til yderligere 932 indmeldelser i 2016 i forhold til 2015.^[16]

Blandt de evangelisk-lutherske nationale kirker i Norden har Folkekirken med sine 74,7% medlemmer den højeste relative medlemsandel for tiden. De øvrige nordiske kirkers medlemsandel er Norge: 70,6 % (2018),^[17]Finland: 71,9 % (2017),^[18]Island: 69,89 % (2017), ^[19] og Sverige: 59,4 % (2018).^[20]

Organisation og økonomi |

Folkekirken bestyres af Kirkeministeriet og den til enhver tid siddende kirkeminister er den øverste administrative autoritet. Folkekirken har ingen egen synode, men når det er nødvendigt kan Folketinget i stedet fungere som sådan. Administrativt er kirken inddelt i elleve stifter, hver under ledelse af en biskop (heraf en på Grønland. Den færøske kirke er pr. 29. juli 2007 blevet selvstændig og er ikke længere en del af folkekirken). Disse elleve stifter er igen underinddelt i 111 provstier, 1340 pastorater og pr. 1. januar 2011, 2169 (2016) sogne^[21], hvor findes ca. 2400 kirker. Folkekirken har i alt ca. 2400 sognepræster, og sognene bestyres af 2200 menighedsråd med i alt ca. 18.000 menighedsrådsmedlemmer (tallene for provstier, pastorater, sogne, kirker, sognepræster og menighedsråd er ikke korrigeret efter den færøske kirkes adskillelse fra folkekirken).

Folkekirken finansieres via kirkeskatter, der pålignes medlemmer af folkekirken, og som opkræves af staten via skattemyndighederne. Den blev indført i 1920 efter, at den hidtidige jordtiende var blevet afskaffet med tiendeafløsningen. Derudover modtager folkekirken årligt et bloktilskud fra den danske stat i henhold til Grundloven §4^[22]. I den statslige administration varetager folkekirken civilregistrering i Danmark med undtagelse af Sønderjylland.

Folkekirkens indtægter og udgifter er årligt på ca. 6 mia. kroner. I 2004 var det på indtægtssiden sådan, at landskirkeskatten, der går til Folkekirkens Fællesfond, udgjorde 954 mio. kroner, mens lokal kirkeskat udgjorde 3.878 mio. kroner, dvs. at kirkeskatterne udgjorde knap 80% af indtægterne. Dertil kom andre indtægter på 540 mio. kroner (knap 9%) og et bloktilskud på 704 mio. kroner (knap 12%), som primært går til præstelønninger. Præster har siden 1969 været ansat som statslige tjenestemænd i Kirkeministeriet som ansættelsesmyndighed.

De fleste kirkebygninger er selvejende, men i 2003 fandtes der stadig 16, der ikke var selvejende. Før tiendeafløsningen var det ganske normalt, at en privat person ejede kirketienden og dermed også havde ansvaret for kirkebygningen.

Civilregistrering |

Folkekirken varetager dele af civilregistreringen (registrering af fødsel, navneskift, død m.v.) for alle borgere. Det gælder dog ikke i Sønderjylland (de sønderjyske landsdele), hvor dette arbejde udføres af kommunerne. Det skyldes, at civilregistrering blev overført fra kirken til kommunerne i 1873, da området hørte under Prøjsen, og ordningen blev fortsat efter Genforeningen i 1920. Efter folkekirkens overgang til elektronisk personregistrering samt vedtagelse af ny navnelov i 2005, kan sognene i Sønderjylland dog godt gennemføre navneændringer for borgere, der ikke er født i Sønderjylland.

Begravelseanmodninger behandles i hele landet af den lokale begravelsesmyndighed (den kirkebogsførende sognepræst eller kordegnen) i enten bopælssognet eller i enkelte tilfælde i hændelsessognet.

Kritik fra ikke-medlemmer, der måtte henvende sig til folkekirken for at registrere børnefødsler, medførte, at kirkeminister Bertel Haarder i 2005 indførte en ordning, hvorved man kunne sende fødselsanmeldelser til et enkelt centralt kontor i Lolland-Falsters Stift i stedet for til den lokale folkekirke. Fra 1. oktober 2010 ophørte kravet om, at forældrene selv skulle anmelde deres barns fødsel. Dette foretages nu af jordemoderen (kun hvis der slet ikke har været en jordemoder til stede ved fødslen, skal forældrene selv foretage fødselsanmeldelse).

Med fremkomsten af digital signatur (i 2007-2008) og NemID (i 2010) er spørgsmålet om henvendelse til et bestemt kirkekontor dog i vid udstrækning blevet afløst af digitale selvbetjeningsløsninger for borgerne. 1. december 2013 trådte anden bølge af bestemmelserne om obligatorisk digital selvbetjening i kraft for folkekirkens vedkommende, hvilket betyder, at det efter denne dato er blevet obligatorisk for borgerne at anvende en række digitale selvbetjeningsløsninger i forhold til civilregistrering (faderskab, anmeldelse om navngivning (uden dåb), navneændring og begravelsesanmodning) - enkelte undtagelser fra kravet om brug af obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger forekommer dog, især i spørgsmålet om begravelsesanmodning.

Kirke og samfund |

Ud over de normale gudstjenester på søn- og helligdage er der særligt fire begivenheder i livsforløbet, hvor folk søger folkekirkens rituelle rammer, nemlig dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Bekendelsesskrifter |

I Danske Lov 2-1-1 hedder det:

"Den Religion skal i Kongens Riger og Lande alleene tilstædis, som overeens kommer med den Hellige Bibelske Skrift, det Apostoliske, Nicæniske og Athanasii Symbolis, og den Uforandrede Aar et tusind fem hundrede og tredive overgiven Augsburgiske Bekiendelse, og Lutheri liden Catechismo."

Folkekirkens bekendelsesskrifter er således:

• Den apostolske trosbekendelse


• Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse


• Den athanasianske trosbekendelse


• Den augsburgske bekendelse


• Luthers lille Katekismus

Ritualer og liturgi |

Det bedst kendte ritual i Folkekirken er givetvis søndagens gudstjeneste med nadver (formelt kaldet højmesse), men herudover udfører folkekirken også en række andre ritualer, hvoraf de vigtigste er dåb, vielser og begravelser. Ritualerne udføres på grundlag af de forskrifter, som er fastsat i den til enhver tid gældende ritualbog, aktuelt i "Ritualbog (Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke)" autoriseret ved kongelig resolution af 12. juni 1992^[23]. Når en ny gudstjenesteordning sættes i kraft, forbliver tidligere ordninger dog stadig gyldige, så derfor kan man også i Folkekirken anvende ritualer som foreskrevet i tidligere ordninger. De væsentligste ordninger siden reformationen har været Kirkeordinansen fra 1537 – udgivet umiddelbart efter reformationen – og Kirkeritualet fra 1685, der i lange tider udgjorde en slags "grundlov" for Folkekirken. Hertil kom visse mere generelle bestemmelser "om religionen og gejstligheden" i anden bog af Christian V's Danske Lov fra 1683. Senere betydende ritualbøger har været ritualbøgerne fra 1895 og 1912.

Kirkelige foreninger i folkekirken |

En række foreninger med forskellige teologiske standpunkter arbejder inden for folkekirkens bekendelse. Efter vækkelserne i 1800-tallet opstod missionsbevægelserne, Indre Mission, Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission, Tidehverv, Grundtvigianisme, og i kølvandet blev der oprettet en række ydremissionsselskaber: Dansk Ethioper Mission, Sudan Missionen, Den Danske Israelsmission, Danmission og Folkekirkens Nødhjælp.

Inden for ungdomsarbejde findes der bl.a. Økumenisk ungdom, Kristeligt Forbund for Studerende, KFUM og KFUK, Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Børne- og UngdomsOase, Luthersk Missions Ungdom og Indre Missions Unge.

Se også |

• Den danske Folkekirkes mellemkirkelige Råd


• Danske Sømands- og Udlandskirker


• Dansk Kirke i Sydslesvig


• Færøernes folkekirke


• Kirken i Grønland

Eksterne henvisninger |

• Folkekirken


• Kirkeministeriet


• Folkekirken i København


• Folkekirkeinfo


• Sogneportalen

Referencer |

Wikimedia Commons har medier relateret til: Folkekirken