"Socialdemokraterne" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Socialdemokraterne, se Socialdemokraterne (flertydig).

Socialdemokratiet
Partiformand	Mette Frederiksen
Næstformand	Partiet: Frank Jensen Mogens Jensen
Partisekretær	Jan Juul Christensen
Politisk ordfører	Nicolai Wammen
Gruppeformand i Folketinget	Henrik Sass Larsen
Grundlagt	1871
Partiavis	Socialdemokraten
Hovedkontor	Vester Voldgade 96 1552 København V
Antal medlemmer	37.515 (2015)[1]
Ungdomsorganisation	Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (1920–) Socialdemokratisk Ungdomsforbund (1906–1920)
Studenterorganisation	Frit Forum
Pladser i Folketinget	46 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:	3 / 13
Pladser i byrådene:	842 / 2.444
Pladser i regionsrådene:	70 / 205
Politisk ideologi	Demokratisk socialisme Socialdemokratisme[2]
Politisk placering	Centrum-venstre
Internationalt samarbejdsorgan	Progressive Alliance
Europæisk samarbejdsorgan	De Europæiske Socialdemokrater
Partigruppe i Europaparlamentet	De Europæiske Socialdemokraters Gruppe
Partifarve(r)	Rød
Partibogstav	A
Ophav til	Det Uafhængige Socialdemokrati
Website	www.socialdemokratiet.dk
v d r

Socialdemokratiet er et politisk parti i Danmark, der bekender sig til den politiske ideologi socialdemokratisme. Partiet sidder i dag på 46 mandater i Folketinget, og er oppositionens såvel som Folketingets største parti.

Partiet blev for første gang repræsenteret i Folketinget i 1884. I perioden 1924-2001 og igen siden folketingsvalget 2015 har det været Danmarks største parti.

Partiets ungdomsorganisation har siden 1920 været Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Partiet var stiftende medlem af den internationale socialdemokratiske organisation, Socialistisk Internationale, indtil 2017, hvor man i stedet tilsluttede sig internationalen Progressive Alliance.

Navne og symboler |

Partiet sporer sin egen historie tilbage til Den Internationale Arbejderforening for Danmark grundlagt i 1871 (og forbudt i 1873), løseligt omorganiseret i bevægelsen Det Socialdemokratiske Arbejderparti, der i 1876 udsendte Gimle-programmet, men som formelt politisk parti blev det først grundlagt i 1878 som Socialdemokratisk Forbund. Dette navn bar partiet formelt i næsten hundrede år, omend det i praksis også brugte en række andre navne, indtil det i 1965 tog navneforandring til Socialdemokratiet i Danmark. På en kongres i Aalborg i 2002 skiftede partiet navn til Socialdemokraterne, men fra 2016 bruges igen blot Socialdemokratiet.^[3][4] Socialdemokratiet har bogstavbetegnelsen A ved valg, men forkortelsen S ses ofte brugt i medierne. Partiets klassiske symbol er en rød rose eller (i nyere tid) et A i en rød cirkel.

Historie |

Socialdemokratiets historie begynder i efteråret 1871, hvor de tre socialister Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff gik sammen og stiftede Den Internationale Arbejderforening for Danmark som den danske afdeling af Første Internationale.^[5] Den Internationale Arbejderforening var organiseret i faglige sektioner og fungerede både som en faglig organisation og et politisk parti. Formålet var at organisere den hastigt fremvoksende arbejderklasse på et demokratisk, socialistisk grundlag. Siden midten af århundredet havde Danmark været inde i en industrialiseringsproces. Store grupper fra den fattige del af landbefolkningen flyttede ind til byerne og blev arbejdere, og Socialdemokratiet udsprang af kravet om at give denne befolkningsgruppe retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder.

Efter slaget Slaget på Fælleden i 1872 fulgte der et retsopgør, hvor de tre ledere blev fængslet og ved en Højesteretsdom i 1873 idømt årelange fængselsstraffe, hvilket også foranledigede daværende justitsminister C.S. Klein til at udstede forbud mod foreningen. Herefter videreførtes det politiske og faglige arbejde af lokale arbejderforeninger, der opfattede sig selv som del af samme bevægelse, løseligt kaldet Det Socialdemokratiske Arbejderparti, og disse holdt i 1876 en kongres i forsamlingshuset Gimle på Frederiksberg, hvor de udsendte Socialdemokratiets første program, også kaldet Gimleprogrammet.

I 1878 reorganiseredes det politiske arbejde med skabelsen af et formelt politisk parti kaldet Socialdemokratisk Forbund. Herved adskiltes fagbevægelsen og arbejderbevægelsens politiske arbejde. De to grene af arbejderbevægelsen arbejdede dog tæt sammen, og var gennem deres vedtægter sikret repræsentation i hinandens styrende organer. I de næste 70 år voksede partiets medlemstal støt og nåede et maksimum i 1948 på lidt over 300.000. Parallelt hermed opbyggede arbejderbevægelsen gennem oprettelsen af en lang række sideorganisationer som f.eks. kooperative virksomheder, oplysningsforbund og arbejderhøjskoler et omfattende organisationsnetværk, der dækkede praktisk taget alle sider af et menneskes tilværelse.

Parlamentarisk repræsentation |

I 1884 fik Socialdemokratiet valgt sine første to folketingsmedlemmer, Peter Thygesen Holm og partiets tidligere formand Chresten Hørdum. Siden øgedes partiets tilslutning ved hvert eneste valg og kulminerede i 1935 under sloganet "Stauning eller Kaos" med 46,1% af de afgivne stemmer. I perioden 1945-71 var den gennemsnitlige vælgertilslutning 39%, 1973-98 33% med et maksimum i 1990 på 37% og et minimum i 1973 og 2005 på 26%.
I perioden fra 1924 frem til 1982 havde Socialdemokratiet som regel regeringsmagten og prægede derfor den danske samfundsudvikling på næsten alle områder. Socialdemokratiet var i hele perioden 1924-2001 Danmarks største parti.

I Folketinget, men langt fra magten |

Fra Socialdemokratiet kom i Folketinget i 1884 til 1905, var partiets repræsentanter ret isoleret i det parlamentariske arbejde. Selvom en del radikale venstrefolk, særligt i København, havde sympati for arbejdernes sag, var de to eksisterende Venstrepartier (Venstrereformpartiet og Moderate Venstre) grundlæggende klart antisocialistiske gårdmandspartier med fokus på arbejdsgiverinteresser.

Socialdemokratiet havde på dette tidspunkt stadig en marxistisk samfundsanalyse og regnede med, at det kapitalistiske samfund gennem en række kriser ville bukke under og blive erstattet af et socialistisk. Partiet var derfor ikke interesseret i at overtage styret af den borgerlige stat.

Dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 ændrede fundamentalt Socialdemokratiets strategiske muligheder, da det nu havde en naturlig alliancepartner og reel udsigt til ad parlamentarisk vej at gennemføre reformer af det danske samfund. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre indledte derfor et nært samarbejdede og undlod i flere valgkredse ligefrem at opstille kandidater mod hinanden.

Støtteparti og påskekrise |

Socialdemokratiet fungerede som støtteparti for Carl Theodor Zahles radikale regeringer i både 1909-10 og 1913-20, og bakkede under Første Verdenskrig op om både regeringens pragmatiske neutralitetspolitik med indrømmelser til Tyskland og dens markante udvidelse af statens kontrol med økonomien.

I 1910 overtog den kun 35-årige fagforeningsmand Thorvald Stauning partiformandsposten, som han beholdt helt til 1939. Han fastholdt den moderate og pragmatiske linje, hvilket ikke faldt i god jord hos partiets venstrefløj. Efter den russiske revolution i 1917 brød parties revolutionære fløj ud i 1919 og dannede et Danmarks Venstresocialistiske Parti, der året efter blev omdøbt til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Da kong Christian 10. i 1920 afskedigede den radikale regering og dermed udløste Påskekrisen, var det en socialdemokratisk ledet generalstrejke, der fik væltet det af kongen indsatte forretningsministerium. Under krisen ønskede mange socialdemokrater kongen afsat, men partiledelsen afslog at gøre dette til et krav.
I de følgende år satsede Socialdemokratiet på sociale reformer og økonomisk udligning og opgav sin modstand mod at styre den borgerlige stat og var således klar til at sidde i regering.

Regeringsparti og krisestyring |

Socialdemokratisk valgplakat fra 1932

Ved folketingsvalget i 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 procent af stemmerne, og partiet dannede for første gang regering – med Thorvald Stauning som statsminister.^[6] Han udnævnte verdens første kvindelige minister, Nina Bang, i samme år – ni år efter at kvinder fik valgret i Danmark. Staunings regering styrede Danmark sikkert gennem krisen i 1930'erne og indgik blandt andet det berømte Kanslergadeforlig med Venstre og en omfattende socialreform udarbejdet af socialminister K. K. Steincke.

Under krisen var Socialdemokratiet og DKP i strid om ledelsen af arbejderbevægelsen, hvad der bl.a. medførte dannelsen af propaganda- og efterretningsorganisationen HIPA, der skulle bekæmpe kommunistisme og nazisme i bevægelsen. På samme tid skrev partiets ideolog Hartvig Frisch sit hovedværk Pest over Europa, der med undertitlen "Bolschevisme – Fascisme – Nazisme" advarede mod totalitære ideologier.

Samarbejdspolitikken |

Under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig forblev Socialdemokraterne i den danske regering frem til dennes afgang 29. august 1943 og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Enkelte socialdemokrater, som f.eks. Frode Jakobsen, der stiftede modstandsorganisationen Ringen, modarbejdede dog besættelsesmagten.

Den kolde krig og forholdet til DKP |

I 1945 led partiet et tab på 9 mandater til DKP som følge af utilfredshed med samarbejdspolitikken, og der var efterfølgende forhandlinger om en sammenslutning af de to partier, men de brød sammen. Socialdemokratiet slog derefter ind på en klar antikommunistisk linje, der blev bekræftet, da Danmark i 1949 meldte sig ind i NATO under en socialdemokratisk ledet regering. Partiet bekæmpede under den kolde krig DKP på landets arbejdspladser og oprettede Arbejderbevægelsens Informationscentral som et privat efterretningsnetværk vendt mod kommunisterne.

Storhedstid og nedgang |

Socialdemokratiet havde uafbrudt regeringsmagten fra 1953 til 1968 under en række stærke og markante statsministre som Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. I denne periode blev velfærdsstaten udbygget kraftigt, og partiet opnåede de bedste valgresultater i efterkrigstiden. I 1965 skiftede partiet tillige navn fra det hidtidige Socialdemokratisk Forbund til Socialdemokratiet i Danmark. Den stigende velstand og kulturelle kommercialisering medførte imidlertid også, at den traditionelle arbejderklasse og arbejderkultur gik i opløsning. Socialdemokratiets medlemstal, der toppede i 1950 med 286.000 medlemmer,^[7] begyndte herefter at falde; i 2015 var medlemstallet 37.500.^[1] Samtidig kom det traditionelle samarbejde med LO og det øvrige organisationsnetværk under pres, primært fordi et stigende andel af fagbevægelsens medlemmer ikke længere stemte socialdemokratisk. I 1996 opgav parti og fagbevægelse derfor den gensidige repræsentation på hovedbestyrelsesniveau.

Folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF i 1972 splittede partiet, da en række - særligt yngre - medlemmer som Svend Auken og Ritt Bjerregaard støttede et nej mod partiledelsens ønske.
Ved jordskredsvalget i 1973 gik partiet tilbage fra 73 til 46 mandater, og Anker Jørgensen ledede fra 1975-82 en række svage mindretalsregeringer, samtidig med at forholdet til fagbevægelsen forværredes. I 1982 gav han op og overdrog regeringsmagten til de borgerlige partier uden at udskrive valg. Op gennem 1980erne var partiet præget af fløjkampe, og i 1992 oplevede partiet for første gang at en siddende partiformand, Svend Auken blev væltet ved et kampvalg. Den tidligere minister under flere Anker Jørgensen-regeringer Karl Hjortnæs har udtrykket partiets nedtur således:

	Når Socialdemokraterne mister mandater ved de seneste folketingsvalg, er der flere forklaringer. Men en af de væsentligste årsager er, at vælgere efter alt at dømme er kommet i tvivl om, hvad socialdemokraterne grundlæggende står for. Den tvivl er taget til i styrke i perioden efter 1990, hvor flere yngre kræfter inden for den socialdemokratiske bevægelse har forsøgt at formulere en vision for Socialdemokraterne, som på meget lange stræk er tilpasset en borgerlig/liberalistisk tankegang.[8]

Regering 1993-2001 |

Efter at Tamilsagen havde fældet den borgerlige VK-regering, kunne Socialdemokratiet igen danne regering den 25. januar 1993 med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister. Han sad på posten frem til den 27. november 2001 og gennemførte en række brud med den klassiske socialdemokratiske politik fra efterkrigsperioden ved bl.a. at indføre en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der pressede de ledige, og en mere kontant udlændingepolitik. Utilfredshed med udlændingepolitikken kostede dog partiet regeringsmagten ved valget i 2001.

Opposition 2001-2011 |

Fra 2001 til folketingsvalget i 2011 var partiet i opposition til borgerlige regeringer med hhv. Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Den 12. april 2005 valgte partiets medlemmer ved en urafstemning Helle Thorning-Schmidt til formand for partiet. Derved var hun partiets statsministerkandidat ved det næste folketingsvalg, som faldt sted allerede i 2007.

Socialdemokraterne havde pr. 2008 omkring 51.000 medlemmer og fik ved valget den 20. november 2001 1.003.323 stemmer, svarende til 29,1 procent. Ved folketingsvalget den 8. februar 2005 gik partiet tilbage til 867.350 stemmer eller 25,8 procent af stemmerne. Det gav Socialdemokraterne 47 mandater. Ved valget den 13. november 2007 fik partiet på ny et mandattab med i alt 45 mandater.

Regeringen Helle Thorning-Schmidt |

På trods af, at partiet gik yderligere et mandat tilbage ved folketingsvalget den 15. september 2011, sikrede partiet sig regeringsmagten sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre, da de tre partier sammen med Enhedslisten havde fået flertal i Folketinget. Helle Thorning-Schmidt blev efter en dronningerunde den 16. september udnævnt som kongelig undersøger, hvilket pålagde hende ansvaret for at danne en ny regering. Thorning-Schmidt gik til dronning Margrethe 2. den 3. oktober for at meddele, at hun var klar til at danne en regering med Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre.^[9]

Den 3. februar 2014 forlod Socialistisk Folkeparti regeringen, hvorpå regeringen Helle Thorning-Schmidt II blev dannet, og Danmark blev atter ledet af den velkendte SR-konstruktion. Den 27. maj 2015 udskrev Thorning-Schmidt valg til Folketinget, der endte i et valgnederlag til regeringen. Thorning-Schmidt trak sig på valgnatten som partiformand og meddelte, at regeringen gik af.

Opposition 2015-nu |

Ved folketingsvalget den 18. juni 2015 mistede partierne bag Helle Thorning-Schmidt flertallet i Folketinget. Thorning-Schmidt gik derfor af og blev afløst af Lars Løkke Rasmussen, der dannede Regeringen Lars Løkke Rasmussen II, en ren Venstre-regering.

Mette Frederiksen overtog lederskabet af partiet, og efterfølgende har mange ment, at hun har drejet partiet til højre, især på udlændingepolitikken.^[10][11]

Socialdemokraterne ændrede ved deres kongres i 2016 navnet tilbage til Socialdemokratiet, som også var partiets navn før 2002.^[12]

Forholdet til LO |

Indtil midten af 1990'erne udpegede Socialdemokratiet to medlemmer til LO's forretningsudvalg, ligesom LO havde to medlemmer i Socialdemokratiets forretningsudvalg. Selvom det tætte organisatoriske bånd ikke længere er der, arbejder LO og Socialdemokratiet fortsat tæt sammen.

Organisation |

Partiets ledelse består af formand, partisekretær og to næstformænd.
De nuværende er Mette Frederiksen, partisekretær Jan Juul Christensen og næstformændene Frank Jensen og Mogens Jensen.
Den socialdemokratiske folketingsgruppe har en ledelse der består af syv personer. Foruden Frederiksen er det gruppeformand Henrik Sass Larsen, politisk ordfører Nicolai Wammen, gruppesekretær Christine Antorini og finansordfører Benny Engelbrecht m.fl.^[13]

Partiets hovedbestyrelse består af omkring 30 personer fra blandt andet ledelsen, folketingsgruppen og regionerne.
Foruden de fire fra partiets ledelse består hovedbestyrelsen for eksempel af DSU-formanden Lasse Quvang Rasmussen og regionsformændene Søren Grejsen Nielsen, Peter Valenius, Niels Ole Beck og Mogens Vestergård Pedersen.^[14]

Partiformænd gennem historien |

Kaffeklubber |

Socialdemokraterne på Christiansborg mødes traditionelt i såkaldte kaffeklubber, der er uformelle grupperinger af folketingspolitikerne. De har stor betydning for tildelingen af ledelses- og ordførerposter i gruppen. Grupperne skifter udseende og størrelse over tid; ifølge en opgørelse fra januar 2017 var der på det tidspunkt fire kaffeklubber i folketingsgruppen^[15]:

• "Morgenmadsklubben" med 19 medlemmer, bl.a. Henrik Sass Larsen, Benny Engelbrecht, Morten Bødskov, Nick Hækkerup og Henrik Dam Kristensen
  


• "Den nye kaffeklub" med 15 medlemmer, bl.a. Magnus Heunicke og Mette Gjerskov
  


• "Netværket" med syv medlemmer, bl.a. Pernille Rosenkrantz-Theil og Mogens Lykketoft
  


• "Frokostklubben" med fem medlemmer, bl.a. Nicolai Wammen, Dan Jørgensen og Mattias Tesfaye.

Der er tradition for, at partiformanden ikke indgår i nogen kaffeklub, men før valget til partiformand deltog Mette Frederiksen i Netværket. Tilsvarende var Helle Thorning-Schmidts politiske bagland Morgenmadsklubben, som i sin tid også var magtbase for Poul Nyrup Rasmussen.^[16]

Valgresultater |

Europa-Parlamentsvalg siden 1979 |

Økonomi |

Frivillige bidrag |

Socialdemokratiet har i sit 2015-regnskab^[17] opgivet at have modtaget private bidrag på 8,7 mio. kr. fra faglige organisationer, foreninger mv. og 2,4 mio kr. fra privatpersoner. Partiet har modtaget bidrag for over 20.000 kr. fra:

• 3F


• Arbejdernes Landsbank


• Blik og Rørarbejderforbundet


• Dansk Erhverv


• Dansk Metal


• Erhvervsforum Vækst DK


• Malerforbundet i Danmark


• Fødevareforbundet NNF

Partiet har fået stillet mødefaciliteter til rådighed (til en samlet værdi af ca. 240.000 kroner) af:

• 3F


• Dansk Metal

Se også |

• 
  Nina Bang – socialdemokrat og verdens første kvindelige minister for en demokratisk valgt regering


• 
  Ingeborg Hansen – socialdemokrat og verdens første kvindelige parlamentsformand (formand for Landstinget)


• 
  Helle Degn – socialdemokrat og den første kvinde, der i 1998 opnåede 25-års jubilæum i Folketinget
  


• 
  Ritt Bjerregaard – socialdemokrat og minister under Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen – samt EU-kommissær og overborgmester i København
  

Litteratur |

Socialdemokratiske partihistorier |

• Frederik Borgbjerg og C.E. Jensen: Socialdemokratiets Aarhundrede, 1904.

• Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser bd. 1-3, 1954-55.

• J.O. Krag og K.B. Andersen: Kamp og fornyelse, 1978.

• Gerd Callesen, Steen Christensen og Henning Grelle: Udfordring og omstilling, 1996.

Øvrige værker |

• Anders Dybdal (red.): Socialdemokratiske tænkere, Informations Forlag, 2014.

• Bjørn Erichsen: Om arbejderbevægelsen, 1977.

• Claus Bryld: Den socialdemokratiske idéarv politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten - en antologi, Roskilde Universitetsforlag, 2004.

• Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd. Bind 1-2. 1972-74.

• Jens Engberg et al.: Dansk arbejderbevægelse, 1976.

• Knud Knudsen, Hanne Caspersen og Vagn Oluf Nielsen: Kampen for en bedre tilværelse Arbejdernes historie i Danmark fra 1800-tallet til 1990, 1991.

Referencer |

Eksterne kilder/henvisninger |

• 
  Wikimedia Commons har flere filer relateret til Socialdemokratiet


• Officiel hjemmeside


• Folketinget


• Danmarks Socialdemokratiske Ungdom


• DRs politiske profil for Socialdemokraterne


• Partihistorie fra Syddansk Universitet


• Tre ud af fem genvalgt til kommunalbestyrelserne

v d r Politiske partier i Danmark Partier repræsenteret i Folketinget Socialdemokratiet (A) Radikale Venstre (B) Det Konservative Folkeparti (C) Socialistisk Folkeparti (F) Liberal Alliance (I) Dansk Folkeparti (O) Venstre (V) Enhedslisten (Ø) Alternativet (Å) Øvrige opstillingsberettigede Nye Borgerlige (D) Klaus Riskær Pedersen (E) Kristendemokraterne (K) Tidligere repræsenteret i Folketinget Centrum-Demokraterne (D) Retsforbundet (E) Bondepartiet (F) Danmarks Kommunistiske Parti (K) Kristendemokraterne (K) Liberalt Centrum (L) Fredspolitisk Folkeparti (M) Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (N) Fælles Kurs (P) Dansk Samling (R) Slesvigsk Parti (S) De Uafhængige (U) Ny Alliance (Y) Venstresocialisterne (Y) Fremskridtspartiet (Z) Borgerligt Centrum Erhvervspartiet (1918-24) Erhvervspartiet (1978-79) Miljøpartiet Fokus Andre partier og lister (udvalgte) De Grønne (G) Det Humanistiske Parti (H) Socialistisk Arbejderparti (I) JuniBevægelsen (J) Fredspolitisk Folkeparti (M) Minoritetspartiet (M) Folkebevægelsen mod EU (N) Pensionistpartiet (P) Kommunistisk Arbejderparti (R) Demokratisk Fornyelse (U) Danskernes Parti Kommunistisk Parti Nationalpartiet Visions-Partiet