Hundredårskrigen
Med uret øverst fra venstre: Slaget ved La Rochelle, Slaget ved Agincourt, Slaget ved Patay, Jeanne d'Arc ved belejringen af Orléans
Dato 1337-1453 (116 år) Sted Frankrig, Nederlandene, England, Spanien Resultat Fransk sejr Huset Valois forblev på Frankrigs trone Frankrig overtog Englands territorier på kontinentet bortset fra Calais Edvardianske krig (1337–1360) Engelsk sejr: Freden i Brétigny Carolinekrigen (1369–1389) Fransk sejr: Freden i Brügge Lancasterkrigen, 1. fase (1415–1420) Engelsk sejr: Freden i Troyes Hundredårskrigen, 2. fase (1420–1453) Fransk sejr
Parter
Kongeriget Frankrig Castiliens krone Hertudømmet Bretagne (Blois) Kongeriget Skotland Republikken Genova Kongeriget Böhmen Aragoniens krone	Kongeriget England Fyrstedømmet Wales Hertugdømmet Burgund Hertugdømmet Bretagne (Montfort) Kongeriget Portugal Kongeriget Navarra Grevskabet Flandern Grevskabet Hainaut Hertugdømmet Aquitaine
Ledere
Edvard 3. Edvard, den sorte prins

Hundredårskrigen var en serie konflikter mellem 1337 og 1453 mellem huset Plantagenet, herskere over Kongeriget England, og huset Valois, herskere af Kongeriget Frankrig om arveretten til den franske trone. Hver side trak mange allierede med ind i krigen. Det er en af de største og vigtigste konflikter i middelalderens Europa, hvor fem generationer af konger fra to rivaliserende dynastier kæmpede om tronen til det største kongerige i Vesteuropa. Krigen markerede både højdepunktet af ridderlighed og nedgang og udviklede stærke nationale identiteter i begge lande.

Efter den Normanniske erobring af England var Englands konge vasal under den franske konge for rigets besiddelser i Frankrig. De franske konger bestræbte sig over århundrederne på at reducere disse besiddelser til kun området Gascogne var på engelske hænder. Truslen om at konfiskere det hertugdømme havde været en del af fransk politik for at måle den voksende engelske magt, særligt når englænderne var i krig med Kongeriget Skotland, der var allieret med Frankrig.

Via sin moder, Isabella af Frankrig, var Edvard 3. af England barnebarn af Philip 4. af Frankrig og nevø til Karl 4. af Frankrig, den sidste konge i den første linje af huset Capet. I 1316 blev den saliske lov vedtaget, så kvinder ikke kunne arve den franske trone. Da Karl 4. døde i 1328, kunne Isabella ikke kræve den franske trone selv og måtte derfor lade den gå videre til sin søn. Franskmændene afviste det og fastholdt, at hun ikke kunne overføre en ret, som hun ikke selv havde, til sin søn. Omkring 1328-1337 havde England accepteret Valois' arvefølge til den franske trone, men Philip 6.s indblanding i Edvard 3.s krig mod Skotland tillod, at Edvard 3. kunne genvinde kravet om den franske trone. Flere store engelske sejre i krigen - særligt ved Crécy, Poitiers og Agincourt - øgede udsigterne til en ultimativ engelsk triumf. Kongeriget Frankrigs store ressourcer udelukkede dog en total britisk erobring. De vigtige franske sejre ved Patay (1429), Formigny (1450) og Castillon (1453) afsluttede konflikten i fransk favør, og England mistede endegyldigt størstedelen af sine områder på kontinentet.

Historikere inddeler krigen i tre faser markeret med fredsaftaler:

• Edvardianske krig (1337–1360)


• Carolinekrigen (1369–1389)


• Lancasterkrigen (1415–1453)

Lokale konflikter i naboområderne, som var relateret til krigen som den bretonske arvefølgekrig (1341–1364), den castilianske borgerkrig (1366–1369), de to Peteres krig (1356–1375) i Aragonien og den portugisiske krise i 1383–85 blev alle benyttet til at fremme de involverede parters sag. Senere historikere begyndte at bruge begrebet "Hundredårskrigen" om alle begivenhederne, og de etablerede dermed den længste militære konflikt i europæisk historie.

Krigens betydning skyldes flere dele. Ved afslutningen var de feudale hære i vid udstrækning erstattet af professionelle lejesoldater, og den aristokratiske dominans var erstattet af en demokratisering af arbejdsstyrken og våben i krigen. Selv om det hovedsageligt var en konflikt mellem dynastier, satte krigen også gang i ideer til den franske og engelske nationalisme. Den bredere introduktion af våben og taktikker fortrængte de feudale hære, hvor tungt kavaleri havde domineret. Krigen igangsatte oprettelsen af de første stående hære i Vesteuropa siden det Vestromerske Rige, og hjalp med at ændre deres rolle i krigsførelse. I Frankrig reducerede en kombination af borgerkrige, dødelige epidemier, hungersnød og grupper af lejesoldater befolkningstallet drastisk. De politiske kræfter endte med at være mod den dyre krig. De utilfredse adelige, der havde mistet deres store landbesiddelser på kontinentet, blev en stor betydende faktor i de engelske borgerkrige kendt som rosekrigene (1455–1487).

Oprindelse |

Den grundlæggende årsag til konflikten skal findes i demografiske, økonomiske og sociale kriser i 1300-tallets Europa. Starten på krigen var motiveret af en gradvist øget spænding og uoverensstemmelse mellem Frankrig og England over Guyenne, Flandern og Skotland. Arvefølgespørgsmålet i dynastiet, som skete efter arvelinjen af Capet'erne blev brudt, var den officielle årsag.

Dynastiets uroligheder i Frankrig: 1314–28 |

Spørgsmålet om en kvindelig tronfølger i Frankrig blev stillet ved Ludvig 10.s død i 1316. Ludvig 10. efterlod sig kun en datter, og sin posthume søn Johan 1. var kun i live i få dage. Philip, greve af Poitiers og Ludvig 10.s bror, hævdede, at kvinder ikke var berettiget til kronen. Via sin politiske indflydelse og overtalelsesevner fik han overbevist sine modstandere og overtog tronen som Philip 5. af Frankrig. Den samme lov, som han påkaldte sig, gjorde at hans egne døtre ikke kunne arve tronen, og den gik derfor til hans yngre bror, Karl 4., i 1322.^[1]

Karl 4. døde i 1328 og efterlod sig en datter og en gravid kone. Hvis hans ufødte barn var en søn ville barnet blive konge; hvis ikke overdrog Karl valget til adelen.

Karl 4.s nærmeste mandlige slægtning var hans nevø Edvard 3. af England. Edvard var søn af Isabella, der var Karl 4.s søster, men der blev stillet spørgsmål ved, om hun skulle have lov at videregive arveretten, når hun ikke selv kunne arve tronen. Den franske adel modsatte sig at blive regeret af Isabella og hendes elsker Roger Mortimer, som var mistænkt for at stå bag mordet på den tidligere engelske konge, Edvard 2.. Forsamlingen af de franske baroner, biskopper og Universitet i Paris besluttede, at mænd som arvede retten via deres moder skulle ekskluderes. Således blev den nærmeste mandlige arving Karl 4.s fætter, Philip, greve af Valois, og det blev besluttet at han skulle krones som Philip 6. I 1340 bekræftede Avignon-pavedømmet i saliske lov, at mænd ikke kunne arve gennem deres mødre.^[1][2]

Til sidst anerkendte Edvard 3. modvilligt Philip 6. som konge og svor troskab til ham for sit franske len. Han lavede en koncession i Guyenne, men beholdt retten til at genvinde områder, der var blevet vilkårligt konfiskeret. Herefter regnede han med at få fred til at føre krig i Skotland.

Uenigheder over Guyenne: suverænitetsproblemer |

Edvard 1. af England (knælende) sværger troskab til Philip 4. af Frankrig (siddende), 1286. Som hertug af Aquitaine, var Edvard også en af den franske konges vasaller.

Det anglo-normanniske dynasti, der havde hersket over England siden den normanniske erobring i 1066, blev bragt til en ende, da Henrik, søn af Geoffrey af Anjou og kejserinde Matilda og oldebarn af Vilhelm Erobreren, blev den første af de Angevinkongerne i England i 1154 under navnet Henrik 2.^[3] Angevinkongerne regerede direkte over mere fransk territorium kongerne af Frankrig. De skulle dog stadig sværge troskab til den franske konge for disse territorier. Fra 1000-tallet og fremefter var der selvstyre i disse området, hvilket i praksis neutraliserede problemet.^[4]P

Johan af England arvede Angevins områder fra Richard 1.. Philip 2. af Frankrig udnyttede dog bevidst Johans svaghed, både juridisk og militært, og i 1204 var det lykkedes at tage kontrol over størstedelen af de tidligere Angevins områder. Efter Johans styre blev de engelske konges besiddelser på kontinentet, som hertug af Aquitaine (Guyenne), begrænset til provinsen Gascogne, efter slaget ved Bouvines (1214), Saintongekrigen (1242) og til slut Saint-Sardoskrigen (1324).^[5]

Uenighederne over Guyenne er vigtigere for udbruddet af krigen end den dynastiske arvefølge. Guyenne var et betydeligt problem for kongerne i både Frankrig og England. Edvard 3. var en af Philip 6.s vasaller og blev derfor nødt til at anerkende den franske konges suverænitet over Guyenne. Rent praktisk kunne en dom i Guyenne appelleres til den kongelige franske domstol. Frankrigs konge havde magt til at annullere alle lovmæssige beslutninger, som Englands konge måtte lave i Aquitaine, hvilket var uacceptabelt for den engelske konge. Derfor var suverænitet over Guyenne en latent konflik mellem de to monarkier i flere generationer.

Under Saint-Sardoskrigen invaderede Charles af Valois og far til Philip 6., Aquitaine på vegne af Karl 4., og han erobrede hertugdømmet efter et lokalt oprør, som franskmændene troede at Edvard 2. af England havde tilskyndet. Karl 4. indvilligede modvilligt i at givet området tilbage i 1325. For at få hertugdømmet tilbage måtte Edvard 2. indgå et kompromis ved at sende sin søn, den fremtidige kong Edvard 3., for at sværge troskab.

Kongen af Frankrig indvilligede i at genoprette Guyenne, undtagen Agen. Men franskmændene forhalede overlevering af landet, hvilket hjalp Philip 6. Den 6. juni 1329 svor Edvard 3. troskab til kongen af Frankrig. Ved ceremonien fik Philip 6. nedskrevet, at denne troskab ikke var på grund af de len, som Karl 4. havde løsrevet fra hertugdømmet Guyenne (særlig Agen). For Edvard betød det ikke, at han gav afkald på sit krav om de fravristede landområder.

Starten på krigen: 1337–60 |

Gascogne under kongen af England |

Frankrig i 1330.      Frankrig før 1214      Franske anskaffelser frem til 1330      England og Guyenne/Gascogne i 1330

I 1000-tallet var Gascogne i det sydvestlige Frankrig optaget i Aquitaine (også kendt som Guyenne eller Guienne) og dannede provinsen Guyenne og Gascogne (fransk: Guyenne-et-Gascogne). Angevinkongerne af England blev hertuger af Aquitaine efter Henrik 2. giftede sig i 1152 med den tidligere dronning af Frankrig, Eleanor af Aquitaine, hvorefter landet var vasal under den franske krone. I 1200-tallet var Aquitaine og Guyenne-et-Gascogne stort set synonyme.^[6][7] Ved begyndelser af Edvard 3.s regeringstid den 1. februar 1327 var den eneste del af Aquitaine der stadig tilhørte den engelske trone hertugdømme Gascogne. Termen "Gascogne" blev brugt om det område som Angevin (Plantagenet) kongerne af England havde i det sydvestlige Frankrig, selvom de stadig brugte titlen hertug af Aquitaine.^[7][8]

I de første 10 år af Edvard 3.s regering havde Gascogne været genstand for meget uenighed. Englænderne argumenterede med, at da Karl 4. ikke havde behandlet forpagteren af området ordentligt, så skulle Edvard have hertugdømmet frit for ethvert fransk overherredømme.
Dette argument kunne dog ikke opretholdes af englænderne, så i 1329 måtte den 17-årige Edvard 3. sværge troskab til Philip 6. Traditionen krævede, at vasaller skulle nærme sig deres herre ubevæbnet og med bart hoved; Edvard demonstrerede dog sin modvillighed ved at bære sin krone og sværd.^[9] På trods af at Edvard overholdt sine forpligtelser, ganske vist modstræbende, fortsatte franskmændene deres pres mod den engelske administration.^[10]

Gascogne var ikke det eneste ømme punkt. En af Edvards indflydelsesrige rådgivere var Robert 3. af Artois. Robert var i eksil fra det franske hof, efter at han var blevet uvenner med Philip 6. over et arveretsligt anliggende. Han rådede Edvard til at starte en krig for at generobre Frankrig, og han kunne skaffe omfattende efterretninger fra det franske hof.^[11]

Fransk-skotske alliance |

Kongerne af England havde forsøgt at underlægge sig skotterne i nogen tid, hvilket gjorde Skotland til en af Frankrigs naturlige allierede. I 1295 havde de Skotland og Frankrig underskrevet en aftale under Philip den Smukke. Karl 4. fornyede formelt aftalen i 1326, hvor det blev lovet at Frankrig ville støtte skotterne, hvis England invaderede. På samme vis ville Frankrig få Skotlands støtte, hvis deres kongerige blev angrebet. Edvard kunne ikke få gennemført sin plan for Skotland, hvis skotterne kunne regne med fransk støtte.^[12]

Philip 6. havde samlet en stor flåde ud for Marseille som en del af en ambitiøs plan for korstog til det hellige land. Planen blev dog opgivet, og flåden, inklusive bidrag fra den skotske flåde, sejlede til Den Engelske Kanal ud for Normandiet i 1336, hvor de var en trussel for England.^[11] For at gøre noget ved denne krise foreslog Edvard, at England skulle lave to hære; én til at tage sig af skotterne "på et passende tidspunkt" og en med at fortsætte generobringen af Gascogne. På samme tid skulle der sendes ambassadører til Frankrig for at forhandle en fredsaftale med landets konge.^[13]

Afslutningen på "homage" |

I slutningen af april 1337 blev Philip af Frankrig inviteret til at mødes med en delegation fra England, men han afslog. Arrière-ban, bogstaveligt talt at indkalde til våben, blev proklameret i hele Frankrig fra den 30. april 1337. I maj samme år mødtes Philip med sit storråd i Paris. Det blev besluttet at hertugdømmet Aquitaine, i praksis Gascogne, skulle tilbage på kongens hænder med den begrundelse, at Edvard 3. var i strid med sine forpligtelser som vasal og havde givet husly til kongens "dødsfjende" Robert d'Artois.^[14] Edvards modsvar til, at Aquitaine blev konfiskeret, blev at udfordre Philips ret til den franske trone. Da Karl 4. døde, havde Edvard krævet retten til den franske trone via sin mor Isabella (Karl 4.s søster), datter af Philip 4. Ethvert krav på tronen blev betragtet som en annullering af den ed, han havde svoret til Philip 6. i 1329. Edvard genoptog sit krav og i 1340 tog han formelt titlen som "Konge af Frankrig og det franske våbenskjold.^[15]

Den 26. januar 1340 svor Guy, halvbror til greven af Flandern, formelt troskab til Edvard 3. Myndighederne i Gent, Ypres og Brügge udråbte Edvard som konge af Frankrig. Edvards mål var at styrke sin alliance med Nederlandene. Hans støtter kunne nu hævde, at de var loyale mod den "sande" konge af Frankrig og de var således ikke oprøre mod Philip. I februar 1340 returnerede Edvard til England for at skaffe flere penge og for at tage sig af politiske udfordringer.^[16]

Relationerne til Flandern var forbundet med den engelske handel med uld, da Flanderns største byer i høj grad afhang af tekstilproduktion, og England stod for mange af de nødvendige råvarer. Edvard 3. havde beordret sin kansler til at sidde på en uldsæk i rådet som et symbol på den førende uldhandel.^[17] På dette tidspunkt var der omkring 110.000 får alene i Sussex.^[18] De store klostre i middelalderens England producerede et stort overskud af uld, som blev solgt til det europæiske fastland. Skiftende regeringer var i stand til at tjene mange penge på at lægge skat på uldhandlen.^[17] Frankrigs styrke til søs ledte til en ændring i Englands økonomiske situation og fik handlen med uld til Flandern og vin med Gascogne til af falde kraftigt.^[19][20]

Krigens udbrud |

Slaget ved Sluys fra et manuskript af Froissart's Chronicles, Brügge, ca. 1470.

Edvard sejlede med sin flåde fra England den 22. juni 1340, og ankom den næste dag til Zwin-flodmundingen. Den franske flåde lagde sig i en forsvarsposition i havnen ved Sluis. Herefter lykkedes det tilsyneladende den engelske flåde at snyde franskmændene til at tro, at de trak sig tilbage. Da vinden vendte sendt om eftermiddagen, angreb englænderne med vinden og solen bag sig. Den franske flåde blev næsten fuldstændigt tilintetgjort i det, som blev kendt som slaget ved Sluys. England dominerede Den Engelske Kanal under resten af krigen, hvilket forhindrede franske invasioner.^[16] På dette tidspunkt havde Edvard brugt alle sine penge til krigen, og den var sandsynligvis stoppet her, hvis ikke hertugen af Bretagne døde, hvilket igangsatte en tvist om hertugens halvbror John af Montfort og Charles af Blois, Philip 6.s nevø.^[21]

I 1341 begyndte konflikten over arveretten til fyrstedømmet Bretagne med den bretonske tronfølgekrig, hvor Edvard støttede John af Montfort mens Philip støttede Charles af Blois. De næste få års begivenheder fokuserede kamp om Bretagne. Byens Vannes skiftede hænder adskillige gange, men yderligere felttog i Gascogne havde blandet succes for begge sider.^[21]

Slaget ved Crécy og erobringen af Calais |

Slaget ved Crécy i 1346.

Edvard 3. tæller de faldne efter slaget ved Crécy.

I juli 1346 startede Edvard en stor invasion hen over kanalen og gik i land i Normandiets Cotentin ved St. Vaast. Den engelske hær erobrede den ubevogtede by Caen på blot en enkelt dag. Philip samlede en stor hær for at forsvare sig mod Edvard, der marcherede mod nord til Nederlandene, og han plyndrede på sin vej, frem for at forsøge at overtage området. Han nåede til floden Seinen, hvor han fandt at de fleste broer og andre steder, der hvor man kunne krydse floden, var blevet ødelagt. Han gik derfor længere og længere mod syd, og kom foruroligende tæt på Paris, indtil han fandt et sted at komme over ved Poissy. Broen her var kun delvist ødelagt, så tømrerne i hans følge kunne reparere den. Han fortsatte derefter mod Nederlandene indtil han nåede floden Somme. Hæren krydsede floden via et vadested ved Blanchetaque, og efterlod Philips hær på den anden side. Edvard fortsatte herefter mod Flandern, indtil han blev udmanøvreret af Philip. Han blev derefter nødt til at gøre klar til kamp og Philips hær angreb.

Slaget ved Crécy var en katastrofe for franskmændene, i høj grad på grund af de engelske langbueskytter og den franske konge, der startede angrebet inden hans hær var klar.^[22] Philip appellerede til sine skotske allierede om at hjælpe med et afledningsangreb på England. Kong David 2. af Skotland svarede igen ved at invadere det nordlige England, men hans hær blev besejret, og han blev selv taget til fange under Slaget ved Neville's Cross den 17. oktober 1346. Dette reducerede truslen fra Skotland mærkbart.^[21][23] I Frankrig fortsatte Edvard uden modstand mod nord, hvor han belejrede byen Calais ved Den Engelske Kanal. Han erobrede den i 1347, og den blev et vigtigt udgangspunkt for englænderne, da det tillod at de kunne landsætte tropper i det nordlige Frankrig.^[22]Calais forblev under engelsk kontrol selv efter hundredårskrigen, indtil den succesfulde franske belejring 1558.^[24]

Slaget ved Poitiers og freden i Brétigny |

I 1348 begyndte pesten, der netop var nået Paris, at hærge Europa.^[25] I 1356 da pesten var ovre, og England var i stand til at genoprette økonomien, invaderede Edvards søn, prinsen af Wales der blev kendt som den sorte prins), Frankrig via Gascogne, og vandt en stor sejr i slaget ved Poitiers.^[21] Under slaget anførte Jean de Grailly, captal de Buch en bereden enhed i skjul i skoven. Det franske angreb blev afgrænset ved at de Grailly angreb franskmændenes flanke med sine ryttere og gjorde det umuligt for dem at flygte. Så fangede han kong Johan 2. af Frankrig (kendt som Johan den Gode) og mange af hans adelsmænd.^[26][27] Med Johan som gidsel overtog hans søn dauphin (den senere Karl 5. af Frankrig) tronen som regent.^[28]

Efter slaget ved Poitiers begyndte mange franske adelsmænd og lejesoldater at hærge og plyndre, og der herskede kaos i landet. En samtidig kilde beretter:

...Fra dette tidspunkt gik alt galt for kongeriget, og staten gik i opløsning. Tyve og røvere skød op overalt i landet. Adelen foragtede og hadede alle andre og gjorde intet af gensidig nytte og profit for herremænd og almue. De underkastede sig og udplyndrede bønderne og mændene i landsbyerne. De forsvarede ingenlunde deres land mod fjender. I stedet trampede de folk under fode, røvede og plyndrede bønderne. Fra Chronicles of Jean de Venette^[29]

Reims-felttoget og sorte mandag |

Edvard invaderede Frankrig for tredje (og sidste) gang i håb om at kunne udnytte utilfredsheden i landet og overtage tronen. Tronfølgerens strategi var at undgå direkte konfrontationer på slagmarken. Edvard ønskede kronen og valgte katedralbyen Reims til sin kroning (Reims var en traditionel kroningsby).^[30] Borgerne i Reims byggede og forstærkede byens forsvarsværker, inden Edvards hær ankom.^[31] Edward belejrede byen i fem uger, men forsvarsværkerne holdt, og der blev ingen kroningsceremoni.^[30] Edvard bevægede sig mod Paris, men trak sig tilbage efter nogle få træfninger i forstæderne. Den næste by var Chartres. Her blev den engelske hær ramt af en katastrofe, da en kraftig haglstorm brød ud over deres lejr, hvilket forårsagede over 1.000 dødsfald. Det ødelagde Edvards hær, og det tvang ham til at forhandle, da franskmændene ankom.^[32] Der blev afholdt forhandlinger i Brétigny. De resulterede i freden i Brétigny den 8. maj 1360.^[33] Freden blev godkendt i Calais i oktober. For at få mere land i Aquitanien måtte Edvard afgive Normandiet, Anjou og Maine, og han gik med til at reducere Johans løsesum til en million kroner. Edvard opgav også sit krav på Frankrigs krone.^[26][28][34]

Første fred: 1360–69 |

Den franske kong Johan 2. blev holdt fanget i England. Freden i Brétigny satte ham fri mod tre millioner kroner og en række gidsler som to af hans sønner, prinser og adelige, fire indbyggere fra Paris og to indbyggere fra hver af de 19 vigtigste byer i Frankrig. Nu vendte Johan tilbage til Frankrig, hvor han prøvede at betale løsesummen. I 1362 undslap Johans søn Louis af Anjou sit fangeskab i Calais. Da et gidsel var væk, følte Johan sig forpligtet til at vende tilbage til fangeskab hos englænderne for at beholde æren.^[28][34]

Den franske krone havde været på kant med Navarra ved det sydlige Gascogne siden 1354, og i 1363 brugte indbyggerne i Navarra Johans fængsling i London og tronfølgerens politiske svaghed til at tage magten.^[35] Selv om der ikke var en formel aftale, støttede Edvard 3. Navarra, særligt fordi der var en udsigt til at han kunne få kontrol over de nordlige og vestlige provinser som en konsekvens. Så han forsinkede med vilje fredsforhandlingerne.^[36] I 1364 døde Johan 2. i London, mens han stadig var i sit mere eller mindre frivillige fangeskab.^[37] Karl 5. fulgte ham som konge af Frankrig.^[28][38] Den 6. maj 1364, en måned efter at dauphinen tiltrådte som regent, og tre dage før hans kroning som Karl 5., led Navarra et knusende nederlag under slaget ved Cocherel.^[39]

Fransk overherredømme under Karl 5.: 1369–89 |

Aquitaine og Castilien |

Statue af Bertrand du Guesclin i Dinan.

Den fransk-castillianske flåde, der blev ledet af admiralerne de Vienne og Tovar, formåede at hærge de engelske kyster siden begyndelsen af hundredårskrigen.

I 1366 var der borgerkrig om arvefølgen i Castilien (en del af nutidens Spanien): Peter af Castiliens hær blev sendt mod hans halvbroder Henrik af Trastámaras' hær. Den engelske krone støttede Peter, og den franske krone støttede Henrik. De franske blev ledet af Bertrand du Guesclin fra Bretagne, der havde arbejdet sig op til at blive en af Frankrigs krigsledere. Karl 5. skaffede 12.000 soldater med du Guesclin som kommandør til at støtte Trastámara i hans invasion af Castilien.^[40]

Peter appellerede til England og Aquitaines sorte prins for hjælp, men der kom ingen. Det tvang Peter i eksil i Aquitaine. Den sorte prins havde tidligere indgået en aftale om at støtte Peters krav på tronen, men bekymringer i forbindelse med freden i Brétigny fik ham til at støtte Peter som repræsentant for Aquitaine, i stedet for England. Han ledte en engelsk-gascognsk hær ind i Castilien. Peter generobrede magten, efter at Trastámaras hær blev besejret under slaget ved Nájera.^[41]

Selvom Castilien havde lovet økonomisk støtte til den sorte prins, fik de ikke gjort det. Prinsen led af dårligt helbred og tog sin hær med tilbage til Aquitaine. For at betale en gæld, som han havde optaget til felttogtet i Castilien, lagde prinsen en skat på ildsteder, kaldet hearth tax, hvilket nogenlunde svarede til én per husholdning. Arnaud-Amanieu 8., Lord af Albret havde kæmpet på prinsens side under krigen. Han var allerede utilfreds med den øgede engelske administration af Aquitaine og forbød skatten på sin ejendom og derved hos de bønder der var underlagt ham. Han sluttede sig til en gruppe af jordbesiddere fra Gascogne, der henvendte sig til Karl 5. for at få støtte til at nægte betaling af den nye skat. Karl 5. hidkaldte en af dem fra Gascogne og den sorte prins for at høre deres sag i sit parlament i Paris. Den sorte prins svarede, at han kom til Paris og tog 60.000 mænd med sig. Krigen brød atter ud, og Edward 3. tog atter titlen af konge af Frankrig.^[42] Karl 5. erklærede at alle engelske områder i Frankrig var tabt, og før udgangen af 1369 var der oprør i hele Aquitaine.^[42][43]

Med den sorte prins ude af Castilien ledte Henrik de Trastámara en ny invasion, der endte med Peters død under slaget ved Montiel i marts 1369. Det nye regime i Castilien gav støtte til søs under de franske felttog mod Aquitaine og England.^[41]

Engelsk oprør |

Den sorte prins vendte tilbage til England i januar 1371, men hans helbred blev fortsat værre, og hans far, Edvard 3., var nu en ældre mand, der også havde et dårligt helbred. Prinsens sygdom var invaliderende, og han døde den 8. juni 1376.^[44] Edvard 3. døde året efter den 21. juni 1377;^[45] han blev efterfulgt af den sorte prins' anden søn, Richard 2., der på dette tidspunkt stadig var et barn.^[46] Freden i Brétigny havde givet Edvard 3. og England større landområder i Frankrig, men en lille professionel hær under ledelse af du Guesclin pressede englænderne tilbage, og ved Karl 5.s død i 1380 var Calais det eneste område på fastlandet, som England fortsat havde under kontroL.^[47]

Det var normalt at udpege en regent, når et barn sad på tronen, men der blev ikke udpeget en for Richard 2., der formelt styrede landet efter sin kroning i 1377.^[46] Mellem 1377 og 1380 var den reelle magt dog på en række personer i forskellige råd. Det politiske landskab foretrak, at de skulle ledes af kongens onkel John af Gaunt, selvom Gaunt fortsat forblev meget indflydelsesrig.^[46]

Richard havde mange udfordringer under sit styre som Peasants' Revolt, der blev ledet af Wat Tyler i 1381 og en skotsk-engelsk krig i 1384-85. Hans forsøg på at indkræve skatter for at betale for sit skotske eventyr og til at beskytte Calais mod franskmændene gjorde ham stadigt mere upopulær.^[46]

Anden fase: 1389–1415 |

Mordet på Louis 1., hertug af Orléans.

De høje krigsskatter, som blev pålagt befolkningen i England, havde gjort den stadig mere upopulær. Skatterne ses som en årsag til peasants' revolt.^[48] Richards manglende interesse for krigen og favoriseringen af en lille gruppe af hans nærmeste vender og rådgivere, gjorde Richards egen onkel og flere godsejere stærkt utilfredse. Gruppen, der blev kendt som Lords Appellant, fik anklaget fem af Richards venner og rådgivere for forræderi og fik dem dømt i Merciless Parliament. Lords Appellant fik også kontrol over rådet i 1388 og prøvede forgæves at få krig mod Frankrig på ny. Selv om viljen var der, var der ikke penge til at betale hæren, så i efteråret 1388 besluttede rådet at genoptage forhandlingerne med den franske krone. Den 18. juni 1389 blev der underskrevet en treårig fredsaftale ved Leulinghen.^[48][49]

I 1389 vendte Richards onkel og hans støtte, John af Gaunt, tilbage fra Spanien, og Richard formåede gradvist at genopbygge sin magt frem til 1397, hvor han genvandt sin autoritet og tilintetgjorde de tre vigtigste af Lords Appellant. I 1399, efter John af Gaunt var død, gjorde Richard 2. hans søn Henrik af Bolingbroke, der var i eksil, arveløs. Bolingbroke vendte tilbage til England med sine støtter og afsatte Richard som konge, og kronede sig selv som Henrik 4.^[46][49][50]

I Skotland satte ændringen i det engelske regime en række plyndringer i gang langs grænsen, hvilket englænderne svarede igen på med en invasion i 1402, hvor de sejrede over skotske hær under slaget ved Homildon Hill.^[51] En uoverensstemmelse mellem Henrik og Henry Percy, 1. jarl af Northumberland over krigsbyttet resulterede i en lang blodig kontrovers mellem de to over kontrollen af de nordlige England. Den blev først løst i 1408, da Percy-familien blev tilintetgjort.^[52][53]

I Wales blev Owain Glyndwr udråbt som prins af Wales den 16. september 1400. Han anførte det mest seriøse og udbredte oprør mod det engelske overherredømme siden erobringen i 1282-83. Oprøret blev endeligt standset i 1416 og resulterede i en walisk semi-uafhængighed i flere år.^[54]

I mellemtiden blev Karl 6. af Frankrig mere og mere sindssyg, og en åben konflikt om magten begyndte mellem hans fætter, Jean den frygtløse, og hans bror, Louis af Orléans. Efter at Louis blev snigmyrdet, tog Armagnac-familien den politiske magt mod Jean. I 1410 prøvede begge sider at få englændernes hjælp i den borgerkrig, der var brudt ud.^[50] I 1418 blev Paris erobret af burgunderne, der massakrerede greven af Armagnac og omkring 2.500 af hans tilhængere.^[55]

I hele denne periode var England udsat for gentagne plyndringer fra pirater, der i høj grad ødelagde handlen og flåden. Der er tegn på, at Henrik 4. brugte statsautoriseret pirateri som en form for krigsførelse i den Engelske Kanal. Han brugte kaperfelttog for at lægge pres på sine fjender uden at risikere åben krig.^[56] Frankrig svarede igen på samme måde med franske pirater, der under skotsk beskyttelse hærgede mange engelske kystbyer.^[57]

De indenlandske og dynastiske problemer i både England og Frankrig gjorde, at krigen stod stille i omkring et årti.^[57]

Henrik 4. af England døde i 141, og hans ældste søn overtog tronen under navnet Henrik 5. Den fanske Karl 4.s mentale tilstand gjorde, at hans magt kunne blive udøvet af de kongelige prinser, hvis rivalisering skabte dybe skel i Frankrig. Henrik 5. var opmærksom på rivaliseringen, og han håbede på at udnytte dem. I 1414, da han holdt hof i Leicester, modtog han ambassadører fra Burgund.^[58]

Henrik akkrediterede udsendinge til den franske konge for at give klare territoriale krav i Frankrig; han krævede også at indgå ægteskab med Karl 6.s datter Catherine af Valois. Franskmændene afviste disse krav, hvilket gjorde at Henrik begyndte at gøre klar til krig.^[58]

Genoptagelse af krigen under Henrik 5.: 1415–29 |

Burgundisk alliance og erobringen af Paris |

Slaget ved Agincourt (1415) |

Uddybende artikel: Slaget ved Agincourt

Miniature fra 1400-tallet, der afbilder Slaget ved Agincourt.

I august 1415 sejlede Henrik 5. fra England med omkring 10.500 mand og belejrede den franske by Harfleur. Byen modstod belejringen meget længere end forventet, men overgav sig den 22. september 1415. Nu var det meste af felttogssæsonen ovre. I stedet for at marchere direkte mod Paris valgte Henrik at gennemføre et plyndringstogt tværs over Frankrig mod den engelske by Calais. I et felttog, der mindede om Crécy fandt Henrik sig udmanøvreret og uden forsyninger, og han måtte kæmpe mod en fransk hær, som talmæssigt var englænderne langt overlegen i slaget ved Agincort nord for floden Somme. På trods af det var hans sejr næsten total: det franske nederlag kostede mange af Armagnacs ledere livet. Omkring 40 % af den franske adel blev slået ihjel.^[59] Henrik var tilsyneladende bange for, at det enorme antal franske fanger, der var langt flere end den engelske hær, kunne finde på at gøre oprør og forsøge at overmande deres vagter, så han beordrede dem dræbt på slagmarken.^[58]

Freden i Troyes (1420) |

Clan Carmichael crest med et ødelagt spyd til minde om hertugen af Clarence der aldrig blev udråbt.

Henrik generobrede Normandiet med Caen i 1417 og Rouen den 19. januar 1419. Det gjorde Normandiet engelsk igen for den første gang i to århundreder. En formel alliance blev aftalt med fyrstedømmet Burgund i Paris efter hertug Jean den frygtløse blev myrdet i 1419. I 1420 mødtes Henrik med kong Karl 6. De underskrev freden i Troyes, og Henrik giftede sig med Karls datter Catherine af Valois, og Henriks efterkommere ville nu være arvinger til Frankrigs trone. Karl 7. blev erklæret uægte barn og stod dermed uden for arvefølgen. Henrik gik ind i Paris senere samme år, og aftalen blev stadfæstet af generalstænderne.^[58]

Clarence død (1421) |

Den 22. marts 1421 kom et uventet tilbageslag for Henriks franske felttog. Han havde efterladt sin bror og arving Thomas, hertug af Clarence, i spidsen for felttoget, mens han selv vendte tilbage til England. Clarence gik mod en fransk-skotsk hær på omkring 5.000 mand under Gilbert Motier de La Fayette og John Stewart, jarl af Buchan under slaget ved Baugé. Mod sine befalingsmænds anbefaling angreb Clarence, inden hans hær var helt samlet, og de angreb med højst 1.500 mand. Under slaget ledte han et angreb med nogle få hundrede mænd mod hoveddelen af den fransk-skotske hær, som hurtigt omringede englænderne. I nærkamp stødte skotten John Carmichael af Douglasdale hertugen af Clarence af hesten. Da han først lå på jorden, blev han slået ihjel af Alexander Buchanan.^[58][60] Liget af hertugen af Clarence blev bjærget fra slagmarken af Thomas Montacute, 4. jarl af Salisbury, som stod for den engelske retræte.^[61]

Engelsk succes |

Henrik 5. vendte tilbage til Frankrig, drog til Paris og besøgte Chartres og Gâtinais før han tog tilbage til Paris. Herefter besluttede han at angribe byen Meaux, som Dauphin stadig holdt. Det viste sig at blive sværere end først antaget. Belejringen begyndte omkring 6. oktober, og byen holdt ud i syv måneder før den faldt den 11. maj 1422.^[58]

I slutningen af maj fik Henrik følgeskab af sin dronning, og sammen med det franske hof tog de til Senlis. Mens de var der, blev det tydeligt, at han var syg (muligvis dysenteri), og da de vendte mod Øvre Loire, lagde han kursen mod den kongelige borg Vincennes ved Paris, hvor han døde den 31. august 1422.^[58] Den gamle og sindssyge Karl 6. af Frankig døde to måneder senere, den 21. oktober 1422. Henrik efterlod sig kun et barn: hans 9-årige søn Henrik, den senere Henrik 6.^[62]

På sit dødsleje gav Henrik 5. hertugen af Bedford ansvaret for det engelske Frankrig (da Henrik 6. stadig kun var et barn). Krigen i Frankrig fortsatte under Bedfords lederskab, og adskillige slag blev vundet. Englænderne vandt en stor sejr under slaget ved Verneuil (17. august 1424). Under slaget ved Baugé havde Clarence skyndt sig i kamp uden støtte fra sine bueskytter. Ved Verneuil kæmpede bueskytterne med ødelæggende effekt mod den fransk-skotske hær. Udfaldet af slaget var, at den franske dauphins hær stort set blev udryddet, og den ødelagde også Skotlands styrke så eftertrykkeligt, at deres indflydelse som militærmagt var tabt resten af krigen.^[62][63]

Fransk sejr: 1429–53 |

Jeanne d'Arc og fransk genopstandelse |

Jeanne d'Arc (ca. 1450–1500).

Jeanne d'Arcs deltagelse under belejringen af Orléans vækkede den franske kampgejst, og krigslykken begyndte at vende.^[62] Englænderne belejrede Orléans i 1428, men deres hær var ikke stor nok til helt at omringe byen og forhindre forsyninger. I 1429 overbeviste Jeanne d'Arc Frankrigs dauphin om, at sende hende til belejringen, idet hun påstod at have modtaget instruktioner fra Gud om at drive englænderne ud. Hun fik genopbygget moralen og angreb de engelske skanser. Det tvang dem til at stoppe belejringen. Inspireret af Jeanne d'Arc erobrede franskmændene adskillige af de engelske fæstninger langs Loire.^[64]

Englænderne trak sig tilbage til Loire-dalen forfulgt af den franske hær. Tæt ved landsbyen Patay brød en fransk kavelrienhed igennem linjen af engelske langbueskytter, der skulle blokere vejen. De fortsatte efter de flygtende englændere. Omkring 2.200 blev dræbt, og deres leder, John Talbot, 1. jarl af Shrewsbury, blev taget til fange. Sejren åbnede vejen for at le dauphin kunne marchere til Reims for at blive kronet som Karl 7. den 16. juli 1429.^[64][65]

Efter kroningen klarede Karl 7.s hær sig dårligere. Et fransk forsøg på at belejre Paris blev slået tilbage den 8. september 1429, og Karl 7. trak sig tilbage til loire-dalen.^[66]

Henriks kroninger og Burgunds desertering |

Henrik 6. var kronet som konge over England i Westminster Abbey den 5. november 1429 og som konge over Frankrig i Notre-Dame i Paris den 16. december 1431.^[62]

Det første vestlige billede af en kanon i kamp: Belejringen af Orléans i 1429.

Jeanne d'Arc blev fanget af burgunderne under belejringen af Compiegne den 23. maj 1430. De overgav hende til englænderne, der indledte en retssag styret af Pierre Cauchon, biskop af Beauvais og medlem af den engelske råd i Rouen. Jeanne d'Arc blev dømt som kætter og brændt på bålet den 30. maj 1431.^[64] (25 år senere blev hun dog rehabiliteret af Pave Callistus 3.).

Efter hendes død vendte lykken dramatisk for englænderne.^[67] De fleste af Henriks rådgivere var imod at slutte fra med Frankrig. Blandt dem var hertugen af Bedford der ønskede at forsvare Normandiet. Hertugen af Gloucester var kun forpligtet til Calais, mens kardinal Beaufort var tilbøjelig til at slutte fred. Forhandlingerne gik i stå. Det virker til, at englænderne under kongressen i Arras i sommeren 1435, hvor hertugen af Beaufort var mægler, stillede en række urealistiske krav. Få dage efter kongressen var slut i september, deserterede Philip 3., hertug af Burgund til Karl 7. og underskrev freden i Arras. Det gav Paris tilbage til kongen af Frankrig. Det var et stort slag mod den engelske suverænitet i Frankrig.^[62] hertugen af Bedford døde den 14. september 1435 og blev efterfulgt af en ringere mand.^[67]

Fransk genopståen |

Slaget ved Formigny (1450).

Alliancen med Burgund fortsatte med at være usikker, men englændernes forkus på at udvide deres områder i Nederlandene gjore, at de ikke havde energi til at gribe ind i resten af Frankrig.^[68] De lange fredstider, der var kendetegnende for denne del af tiden, gav Karl tid til at centralisere den franske stat og omorganisere sin hær og regering, hvor han erstattede den feudale hær med en mere en professionel hær, der kunne udnytte sit overtal. En borg, der før kun kunne erobres efter en lang belejring, kunne nu falde inden for få dage fra kanonbeskydning. Det franske artilleri udviklede et ry som et af de bedste i verden.^[67]

I 1449 havde Frankrig generobret Rouen. I 1450 fangede greven af Clermont og Arthur de Richemont, jarl af Richmond, fra Montfort-familien (den fremtidige Arthur 3., hertug af Bretagne) en engelsk hær, der forsøgte at befri Caen, og besejrede dem under slaget ved Formigny. Richemonts styrke angreb englænderne både bagfra og i flanken, netop som de var ved at slå Clermonts hær.^[69]

Gascognes fald |

Karl "den sejrende".

Efter Karl 7.s heldige felttog i Normandiet i 1450 koncentrerede han sig om Gascogne, der var den sidste provins, som England havde kontrol over. Gascognes hovedstad blev belejret, og den overgav sig til franskmændene den 30. juni 1451. Den blev generobret af John Talbot og hans hær den 23. oktober 1452 som følge af Englands store sympati med Gascognes befolkning, men englænderne blev endeligt besejret under slaget ved Castillon den 17. juli 1453. Talbot var blevet overtalt til at angribe den franske hær, som lå ved Castillon nær Bordeaux. Under slaget lod franskmændene som om de flygtede ind i deres lejr. Den franske lejre ved Castillon var blevet anlagt af Karl 7.s ammunitionsofficer Jean Bureau, og det var afgørende for den franske sejr, da de franske kanoner beskød englænderne fra lejren. Englænderne led store tab, og både Talbot og hans søn døde.^[70]

Enden på krigen |

Selv om slaget ved Castillon ses som det sidste slag i hundredårskrigen,^[70] var England og Frankrig formelt i krig i endnu 20 år, men englænderne var ikke i stand til at fortsætte den, da der var uroligheder i hjemlandet. Efter nederlaget i hundredårskrigen beklagede de engelske jordbesiddere sig indædt over deres tab på besiddelserne på kontinentet. Det ses som en af de største årsager til rosekrigene, der begyndte i 1455.^[67][71]

Hundredårskrigen blev næsten genoptaget i 1474, da hertug Charles af Burgund påbegyndte en krig mod Ludvig 11. af Frankrig og regnede med støtte fra England. Ludvig formåede at isolere burgunderne ved at bestikke Edvard 4. af England med en stor sum penge og en årlig pension i en aftale, der blev underskrevet ved freden i Picquigny (1475). Freden afsluttede formelt hundredårskrigen, og Edvard gav afkald på sit krav på den franske trone. Senere konger af England (og af Storbritannien) fortsatte dog med at kræve titlen til 1803, hvor de blev opgivet af respekt for greven af Provence, den titulære kong Ludvig 18. af Frankrig, der levede i eksil i England efter den franske revolution.^[72]

Karl den Dristige, den sidste hertug af Brugund, blev dræbt under slaget ved Nancy i 1477,^[73] og efterlod sig en datter, Mary, der mistede provinserne Artois, Flandern, Pikardiet og Burgund til Ludvig 11.s hær.^[73]

Betydning |

Burgundiske territorier (orange/gul) og Frankrig efter den burgundiske krig.

Historisk betydning |

Den franske sejr markerede afslutningen på en lang ustabil periode, der var indledt med den normanniske erobring af England (1066), hvor Vilhelm Erobreren tilføjede "konge af England" til sin titel som hertug af Normandiet blev vasal af den ligeværdige konge af Frankrig.^[74]

Da krigen sluttede, stod England berøvet sine besiddelser på kontinentet (undtagen byen Calais). Krigen ødelagde den engelske drøm om et samlet monarki og medførte, at alt fransk blev kastet bort i England, bortset fra det franske sprog i England. Det havde været den herskende klasses sprog siden den normanniske erobring og havde efterladt mange spor i engelsk ordforråd. Engelsk var blevet det officielle sprog i 1362, og man gik bort fra fransk som undervisningssprog i 1385.^[75]

Nationalfølelsen, der var startet under krigen, fik samlet både Frankrig og England yderligere. På trods af den ødelæggende effekt det havde på hele landet, var hundredårskrigen med til at accelere den proces som omdannede Frankrig fra et feudalt monarki til en centraliseret stat.^[76] I England blev de politiske og økonomiske problemer, som var skabt af nederlaget i krigen, en af de primære årsager til udbruddet af rosekrigene (1455–1487).^[77]

Pestens udbredelse (med moderne grænser.

Lowe (1997) argumentrede for, at modstanden mod krigen var med til at skabe Englands tidlige moderne politiske kultur. Selv om anti-krig og pro-fred talsmænd generelt ikke formåede at få indflydelse, fik de en mere langsigtet indvirken. England viste mindre entusiasme om at gå ind i konflikter, der ikke var af national interesse, da de da kun resulterede i nederlag og store økonomiske byrder. Til forskel fra den engelske cost-benefit-analyse noterede Lowe, at Franrkig forstod at krigsførelse var nødvendig for at smide de udlændinge ud, som havde besat deres land. Derudover fandt de franske konger alternative måder at finansiere deres krig på - salgsskatter, nedskrivning af møntsystemet - og var således mindre afhængige end englænderne af skatter indkrævet ved lov. Engleske anti-krigskritikere havde således mere at arbejde med en de franske.^[78]

Pest og krig reducerede befolkningstallet i Europa betragteligt. Frankrig mistede omkring halvdelen af befolkningen under hundredårskrigen.^[59] I Normandiet forsvandt tre-fjerdele af indbyggerne og i Paris forsvandt to-tredjedele.^[79] Englands befolkning blev reduceret med 20-30 % af pesten i samme periode.^[80]

Militær betydning |

I 1445 organiserede Frankrig den første stående hær i Vesteuropa siden romertiden, bl.a. som en løsning på de vidtspredte plyndringer af forskellige grupper af lejesoldater. Disse lejesoldater fik valget mellem at gå ind i den kongelige hær som compagnies d'ordonnance på permanent basis eller at blive jagtet og dræbt, hvis de nægtede. Frankrig fik en stående hær på omkring 6.000 mand, som blev sendt ud for gradvist at eliminere de tilbageværende lejesoldater, der insisterede på at fortsætte deres virke. Den nye stående hær havde en mere disciplineret og professionel tilgang til krigsførsel end dens forgængeres.^[81]

Under hundredårskrigen skete der en stor militær evolution i hele Europa. Våben, taktik, hærens struktur og den sociale mening med krig blev alt sammen ændret, delvist som følge af udgifterne til krigen, og delvist som følge af udvikling i teknologi samt til dels på baggrund af de erfaringer som blev gjort under krigen. det feudale system blev langsomt opløst op igennem hundredårskrigen.

Selvom tungt kavaleri stadig blev betragtet som den stærkeste enhed i en hær, så måtte det tunge panserede rytteri ved krigens afslutning kæmpe mod adskillige taktikker, der var udviklet til at formindske deres effekt på slagmarken.^[82] Englænderne begyndte at bruge let pansret rytteri kaldet hobelarer. Hobelarernes taktikker var blevet udviklet mod skotterne i de engelsk-skotske krige i 1300-tallet. Hobelarer red på mindre heste uden panser, hvilket gjorde dem i standt til at bevæge sig igennem svært eller sumpet terræn, hvor et tungt kavaleri ville have problemer. I stedet for at kæmpe siddende til hest steg de i stedet af for at møde deres fjender til fods.^[81][83][84]

Tidslinje |

Vigtige personer |

Frankrig |

Våbenskjold	Historisk person	Liv	Noter
	Kong Philip 6.	1293–1350, regerede 1328–50	Charles af Valois' søn
	Kong Johan 2.	1319–1364, regerede 1350–64	Philip 6.s søn
	Kong Karl 5.	1338–1380, regerede 1364–80	Johan 2.s søn
	Bertrand du Guesclin	1320–80	Kommandør
	Louis I, hertug af Anjou	1339–1384, regent 1380–82	Johan 2.s søn
	Kong Karl 6.	1368–1422, regerede 1380–1422	Karl 5.s søn
	Kong Karl 7.	1403–1461, regerede 1422–61	Karl 6.s søn
	Jean 2., hertug af Alençon	1409–1476	Kommandør
	Jean de Dunois	1402–68	Kommandør
	Jean Poton de Xaintrailles	1390–1461	Kommandør
	La Hire	1390–1443	Kommandør
	Jean Bureau	1390–1463	Master Gunner
	Gilles de Rais	1405–40	Kommandør
	Jeanne d'Arc	1412–31	Religiøs visionær

England |

Våbenskjold	Historisk person	Liv	Noter
	Isabella af Frankrig	1295–1358	Dronningkonsort i England, Edvard 2.s hustru, mor til Edvard 3., regent af England, søster til Karl 4. og datter af Philip 4. of France
	Kong Edvard 3.	1312–1377, regerede 1327–77	Philip 4.s barnebarn
	Henry af Grosmont, 1. hertug af Lancaster	1310–61	Kommandør
	Edvard, den sorte prins	1330–76	Edvard 3.s søn
	John af Gaunt, 1. hertug af Lancaster	1340–99	Edvard 3.s søn
	Kong Richard 2.	1367–1400, regerede 1377–99	Edvard 3.s barnebarn
	Kong Henrik 4.	1367–1413, regerede 1399–1413	John af Gaunts søn, Edvard 3.s barnebarn
	Kong Henrik 5.	1387–1422, regerede 1413–22	Henrik 4.s søn
	Catherine af Valois	1401–37	Dronningekonsort af England, datter af Karl 6. af Frankrig, mor til Henrik 6. af England og via sit andet ægteskab bedstemor til Henrik 7.
	John af Lancaster, 1. hertug af Bedford	1389–1435, regent 1422–1435	Henrik 4.s søn
	Sir John Fastolf[65]	1380–1459	Kommandør
	John Talbot, 1. jarl af Shrewsbury	1384–1453	Kommandør
	Kong Henrik 6.	1421–1471, regerede 1422–61	Henrik 5.s søn
	Richard Plantagenet, 3. hertug af York	1411–60	Kommandør

Burgund |

Våbenskjold	Historisk person	Life	Notes
	Philip den Dristige, Hertug af Burgund	1342–1404, hertug 1363–1404	Søn af Johan 2. af Frankrig
	Johan den Frygtløse, Hertug af Burgund	1371–1419, hertug 1404–19	Søn af Philip den Dristige
	Philip den Gode, Hertug af Burgund	1396–1467, hertug 1419–67	Søn af Johan den Frygtløse

Referencer |

Litteratur |

Yderligere læsning |

• 
  Favier, Jean (1980). La Guerre de Cent Ans. Paris: Fayard. ISBN 978-2-213-00898-1. 
  


• Green, David (2014), The Hundred Years War: A People's History. New Haven and London: Yale. ISBN 0-300-13451-7
  


• Corrigan, Gordon (2014), A great and glorious adventure; a military history of the hundred years war, Atlantic Books, ISBN 978-1-84887-927-0
  


• Seward, Desmond (1999), The hundred years war: The English in France 1337–1453, Penguin Books, ISBN 978-0-14-028361-7
  


• 
  Froissart, Jean (1895). Macaulay; George Campbell (red.). The Chronicles of Froissart. John Bourchier Translator; Lord Berners Translator. London: Macmillan and Son. Hentet 24. september 2012. 
  

Eksterne henvisninger |

• 
  Wikimedia Commons har flere filer relateret til Hundredårskrigen


• The Hundred Years War and the History of Navarre


• Timeline of the Hundred Years War


• 
  The Hundred Years' War (1336–1565) by Dr. Lynn H. Nelson, University of Kansas Emeritus


• The Hundred Years' War information and game


• Jean Froissart, "On The Hundred Years War (1337–1453)" from the Internet Medieval Sourcebook
  


• 
  Online database of Soldiers serving in the Hundred Years War. University of Southampton and University of Reading.

LA-ikon